Min egen historie
Jeg hedder Rikke Frigg Solvind Halberg og bor i Søhøjlandet mellem Skanderborg og Silkeborg. Oprindeligt er jeg uddannet journalist fra Journalisthøjskolen i Aarhus og har 17 års erfaring fra kommunikationsbranchen, som selvstændig kommunikationsrådgiver og som PR-chef og chef for forbrugerdialog i Arla Foods.
Igennem alle årene var det en hverdag med blæs på. Jeg nød at have travlt og at få ting til at lykkes. Men det var også en hverdag, hvor jeg ofte havde problemer med at være til stede i mig selv. Det eneste sted, jeg var til stede, var i mit hoved. Og mit hoved havde travlt. Travlt med at “regne den ud”, travlt med at overskue, travlt med at huske, travlt med at få tingene til at hænge sammen.
I 2010 havde jeg mit første stress sammenbrud og dét til trods lykkedes det mig at overse alle de samme symptomer i perioden 2016-2019, hvorefter jeg (bogstaveligt talt) gik i gulvet én gang til og endte på hjerteafdelingen i Horsens med akut hjerteflimmer, svimmelhed, angstsymptomer og praktisk talt ude af stand til at gå 20 meter for uderfinerbare rygsmerter. Tre dage senere var jeg tilbage på arbejde… (!) Men det stod trods alt klart for mig, at jeg var nødt til at gøre et eller andet anderledes.
Det blev først til en rejse inden for konflikthåndtering og – mægling og senere en uddannelse som konfliktvejleder hos Center for Konfliktløsning, noget jeg i høj grad kunne bruge i mit arbejdsliv som kommunikatør og leder – men også som menneske.
Derfor gik der alligevel 3 år, før jeg tog konsekvensen og sagde mit job op uden andre planer end at trække håndbremsen. Helt.
Jeg havde brug for finde tilbage til kroppen. Forstå hvordan kroppen fungerer, og hvorfor den reagerer som den gør, når den er udsat for psykisk belastning i form af konflikter eller stress.
I dag er jeg uddannet Nordlys Massageterapeut og arbejder som alternativ behandler. En del af mine klienter bruger mig som massør. Nogle bruger mig som coach. Andre bruger mig som terapeut, andre igen som spirituel vejleder. Og resten kommer for lidt af det hele.
Jeg foretrækker ikke at definere tydeligt, hvad jeg er, men bare sige hvad jeg gør: Nemlig hjælper mennesker med at genskabe forbindelsen mellem krop, sjæl og sind.
Når jeg arbejder, trækker jeg på al den erfaring, som mit liv har budt på indtil nu. Som massør, kropsterapeut og konfliktcoach, som energiarbejder og healer, som journalist og kommunikatør, og som leder i en multinational koncern.
Men husk at rejsen og processen er din egen – jeg giver bare et kærligt skub i den rigtige retning.
Mine uddannelser
For en god ordens skyld kommer her lige en oversigt over de uddannelser og kurser jeg har gennemført, så du ved, hvad du går ind til.
2024: Eksamineret Nordlys Massageterapeut
2023: Chakraterapi
2023: Balancering af de 8 psykiske meridianer (akupressur)
2023: Specialpædagogisk Børnemassage
2023: Geriatrisk Massage og berøring til ældre
2023: Triggerpunktsterapi
2022: Nordlys Wellness Massage
2021: Nordlys Grundformsmassage
2021: Konfliktvejleder, Center for Konfliktløsning
2006: Journalist fra Danmarks Journalisthøjskole
1999: Anatomi og fysiologi (DIF)
1998: Idrætsinstruktør ved Danmarks Idrætsforbund
Derudover er jeg certificeret Soul Body Fusion® Practitioner (v/Birgitte Meinert) og Reiki Healer (v/Marianne Kaufmann), og har mange års erfaring med meditation fra Vipassana og Zazen, via en flirt med diamantvejsbuddhisme (Ole Nydahl) til integral meditation (Ken Wilber/Philip Neess). Jeg har desuden taget indvielse i Transcendental Meditation gennem TM Foreningen i Danmark.
Jeg er under løbende efteruddannelse og supervision gennem behandlerforeningen Nordlys Forum og har erhvervsforsikring.