Nordlys Helkropsmassage
Klassisk Nordlys Massage er som udgangspunkt en helkropsmassage, men samtidig en grundform og et mindset, som jeg anvender til alle de massagebehandlinger, som jeg udfører, korte som lange. Grundformen følger en bevægelse gennem kroppen, som er specielt designet til at skabe balance og harmoni, og som samtidig sikrer, at alle dele af kroppen masseres dybt eller blidt, afhængigt af, hvad du har brug for.
Alle kan have glæde af en Klassisk Nordlys massage. Den tilpasses dine behov, din kropstype og din sindstilstand. Den er fysiurgisk dyb og kan have elementer af healing, hvis du ønsker det..
Du skal vælge den klassiske Nordlys Massage, hvis du vil have en totaloplevelse, som øger din kropsbevidsthed, løser op i fastlåste spændinger og giver dig overskud og ro i sindet. Massagen går dybt ind i muskulaturen men indebærer ikke smerte. Massagen er behagelig og forløsende, uden at være overfladisk.
“Rikke er en rigtig dygtig og behagelig massageterapeut. Nærværende, helhedsorienteret og seriøs. Jeg går altid fra Rikke opløft, landet i mig selv med en glad krop. De varmeste anbefalinger herfra.
Anne Novak
Nordlys Massage – forløb
En klassisk Nordlys massage indledes med en samtale, hvor jeg spørger ind til specielle hensyn og informerer om forløbet. Vi aftaler, om der er områder, jeg skal fokusere mere eller mindre på.
Vi ved alle, at psykiske spændinger sætter sig i kroppen. Mens kroppen bearbejdes med massage slapper sindet af, og jeg arbejder efter et “landkort” over, hvordan kroppens og sindets spændinger forløses.
1. Jeg begynder med en åbning, som er lette berøringer på forsiden af kroppen.
2. Selve massagen begynder på benene, hvor du får styrket din jordforbindelse og grounding.
3. Herefter masseres ryg og nakke grundigt, så du får frigjort spændinger forårsaget af overbelastninger og stress.
4. Næste område er hovedbunden og ansigtet, som hjælper dig til at slippe bekymringer og åbner dig mod ny inspiration.
5. Femte fase er armene, hvor du får styrket din evne til at række ud og tage imod, men også til at fornemme dine naturlige grænser.
6. Selve massagen slutter på forsiden af kroppen med bryst og mave, og du bliver samlet og centreret i dit hjerte.
7. Afslutningen minder om åbningen og består af blide berøringer med lange, rensende strøg. Jeg balancerer chakraerne, som styrker din psykiske balance og giver dig en oplevelse af helhed, sammenhæng og integritet.
Efter massagen er der tid til et kort hvil og et glas vand.
Du skal booke “Rigtig god tid” til en fuld Nordlys Helkropsmassage. Massagen varer ca. 80 minutter, og herunder skal du afsætte ca. 20-30 minutter til forsamtale og hvil efter massagen.